Gør akupunktur ondt?
Nej, oftest mærker du kun meget lidt. Jeg bruger bedste kvalitets nåle for mest smertefri behandling. Generelt udtrykker klienter overraskelse over hvor smertefrit det opleves. Der kan forekomme fornemmelser af varme, stramhed, sitren eller pulseren omkring nålene og det er både helt normalt og godt. En sjælden gang imellem kan man strejfe eller fange en lille nerve med nålen, det vil give en følelse af smerte, hvorefter nålens retning eller indstik ændres med det samme.
Nålene i behandlingen?
I Danmark er det kun tilladt at bruge sterile engangsnåle.
Hvor mange behandlinger har jeg brug for?
Det er nok et af de spørgsmål jeg (og mange andre akupunktører) oftest får. Det er svært at svare helt præcist på, men det er et godt og super relevant spørgsmål, for akupunktur er jo en ny verden for de fleste.
Findes der problemer, som akupunktur kan løse i et “snuptag” ? Med en enkelt behandling? Det gør der, men det hører mere til undtagelsen end reglen. Det kan f.eks. være tilfælde af hold i ryg eller nakke, hovedpine, kvalme, smerter i knæ, der undertiden kan fordufte mens folk ligger på briksen. MEN de samme problemer kan i en anden situation vise sig vanskelige at komme til livs og vil kræve et længere behandlingsforløb, før det er helt ude af verden.
Om du vil opleve hurtig eller langsom bedring afhænger af både dit aktuelle helbred og din krops ressourcer. Alt spiller en rolle: din alder, problemets varighed og omfang, herunder din “energi” generelt og hvordan du passer på dig selv (stress, kost, motion, søvn og hvile).
Ifølge Sundhed.dk kan der gå 5-6 behandlinger før der ses effekt af akupunkturbehandling og ved længerevarende smerteproblemer kan 8-15 behandlinger være nødvendige (link). Det svarer godt til min erfaring, med den tilføjelse at længere forløb også ses ved alvorlige og kroniske sygdomme.
Vi vil altid i fællesskab evaluere dit forløb efter 3-4 behandlinger og hvis du efter disse ikke har oplevet en ændring, reaktion eller begyndende virkning, så vil det oftest være bedre du søger anden hjælp.
Hvad kan akupunktur behandle?
Akupunktur har været praktiseret i Kina i flere tusinde år, men er jo først for alvor blevet kendt og udbredt i Vesten siden midten af sidste århundrede, og det er først i de sidste årtier at vestlig videnskab for alvor er begyndt at interessere sig for hvordan akupunktur virker og hvad den kan. Det betyder at arbejdet med at søge videnskabelig evidens for behandlingsformen stadig er under udvikling. Den nyeste opsamling af viden findes i “The Acupuncture Evidence Project”, fra Australien. Ifølge rapporten er der evidens for at akupunktur har positiv effekt i behandling af:
- høfeber og anden allergi der påvirker øvre luftveje
- kroniske smerter i nedre ryg
- slidgigt i knæ
- bivirkning af kemobehandling (kvalme og opkast mm)
- hovedpine (kronisk og spændingshovedpine)
- migræne (forebyggende)
Herudover lister den en lang række andre sygdomme og tilstande, hvor der er evidens for “potentiel positiv effekt”. Se projekt rapport.
Hvordan virker akupunktur?
Det vestlige medicinske svar: påvirker og regulerer kroppen gennem nervesystemet, til styrket selvhelbredelse.
Det kinesiske medicinske svar: påvirker kroppens qi-balance, energi-balance, gennem akupunkturpunkter og energibaner, hvorved opnås højere grad af balance.